Oplev eventyret på åbent hav sammen med os!

Bliv en del af vores sejlerfamilie - ansøg i dag.

Tag med på eventyr med Sejl med Avanti!

Vi inviterer dig med på et spændende eventyr til søs. Sejl med alene, med venner, med familie eller med dine børn!

Skipper, Kimie på 51 år, og hendes fantastiske letmatros Theo på 11 år står klar til at tage jer med på en uforglemmelig langturssejlads, hvor I kan opleve eventyret og naturens skønhed. Giv dine børn og/eller dig selv en unik oplevelse og skab minder for livet sammen med os på Avanti!

Hvem er vi?

Kimie

Skipper

Solomor

52 somre

Theo

Sønnike

Letmatros

12 skønne år

Jeg har sejlet siden jeg var 3 år. Som barn og ung blev alle ferie brugt ombord. Først i hjemlige danske farvande, siden i Norden og i Middelhavet.

Vinteren 09-10 tog jeg orlov og sejlede med fra Gibraltar, via de Kanariske øer og Kap Verde til Caribien, hvor vi ø-hoppede i 5 måneder.

De sidste par år har jeg arbejdet intensivt på at gøre klar til turen, hvor jeg er skipper. Det har været masser af sømil og havnemanøvre samt mere formel uddannelse. Her kan nævnes:

  • Yachtskipper af 3. grad.
  • SRC/VHF bevis
  • Offshore udvidet førstehjælpskursus

Når tiden ikke bliver brugt på at sejle, elsker vi at stå på ski eller rejse sydpå og opleve nye steder.

Til daglig arbejder jeg som skolelærer på en folkeskole. Når vi tager afsted bliver jeg Theos primære lærer. Kommer der flere børn ombord, hjælper jeg selvfølgelig gerne med undervisningen.

Theo er den fantastiske letmatros på 12 år, der går i 5. klasse, mens vi er afsted.

Han har sejlet siden han var 3 måneder gammel, og efterfølgende alle ferier og mange weekender.

Theo er en rigtig vandhund, der glæder sig vildt til at komme ud og snorkle. Samtidig kan han også bruge mange timer på at game, men han er heller ikke bleg for en gang UNO.

S/Y AVANTI

Båden

  • Type: One off stålbåd med kutterrig
    Tegnet af Arne Borghegn

  • Årgang: 1991
    Bygget og godkendt under tilsyn af
    Søfartsstyrelsen

  • Totalrenoveret: 2020 og frem til afgang
  • Længde:43 fod (12,90 meter)

  • Bredde: 3,90 meter

  • Dybdegang: 1,80 meter

  • Vægt: 16 tons

  • Motor: Ford 80 HK

  • Vandtanke: 700 liter

  • Brændstoftank: 1000 liter

  • Solceller: 700 watts

  • Sovepladser: 6, fordelt i 3 kahytter + 3 i salonen (der normalt ikke bruges)


Sikkerhed

  • EPIRB

  • Redningsflåde (8 personer)

  • Garmin Iridium Go sattelittelefon

  • HF-radio med mailfunktion
  • DSC VHF-radio

  • Godkendte redningsveste
    med MOB-1

  • Sikkerhedsliner til alle

  • AIS

  • Mand over bord bøje

  • Lifesling
  • Nødraketter, nødblus og tågehorn

  • Radar
  • Brandslukkere


Udstyr

  • Dinghy RIB

  • Påhængsmotor (8 HK)

  • Påhængsmotor (3 HK)
  • Watermaker

  • Paddleboard

Sejlplan for Avanti

Togt 1

- ikke flere pladser

Fra Frederiksværk, Danmark

Til Belfast, Nordirland

Via den Caledoniske Kanal

5. juli 2025 - 30. juli 2025

Danmark, Skotland,
Nord Irland

Togt 2

- enkelte pladser

Fra Dublin, Irland

Til Maderia, Portugal

Via Porto Santo, Portugal

11. aug. 2025 - 15. sep. 2025

Irland og Portugal

Togt 3

Fra Gran Canaria, Spanien

Til Tenerife, Spanien


4. okt. 2025 - 25. okt. 2025

De Kanariske Øer, Spanien

Togt 4

- én enkelt plads

Fra Tenerife, Spanien

Til Mindelo, Kap Verde

Via Sal, Boa Vista

1. nov. 2025 - 21. nov. 2025

Spanien og Kap Verde

Togt 5 

- ikke flere pladser

Fra Mindelo, Kap Verde

Til Bridgetown, Barbados

1. dec. 2025 - 21. dec. 2025

Kap Verde, Atlanten og Barbados

Togt 6 

- ikke flere pladser

Fra Bridgetown, Barbados
Til St. Vincent and the Grenadines

21. dec. 2025 - 30. jan. 2026

Caribien

Togt 7 

- én enkelt plads

Fra St. Vincent and the Grenadines
Til St. Lucia

1. feb. 2026 - 28. feb. 2026

Caribien

Togt 8 

- ikke flere pladser

Fra Martinique
Til Guadeloupe

4. mar. 2026 - 10. maj. 2026

Caribien

Togt 9 

- ledige pladser

Fra Guadaloupe
Til Grenada

15. maj 2026 - 12. jun. 2026

Caribien

Togt 10

Fra Grenada
Til Trinidad
Via Tobago

15. jun. 2026 - 15. jul. 2026

Caribien

Togt 1

- ikke flere pladser

Turen starter i Frederiksværk. Vi sejler gennem Limfjorden til  Thyborøn. Her venter vi på det rigtige vejrvindue til at krydse Nordsøen. Alt efter vindretningen sejler vi, måske via Norge, inden vi rammer Skotland.

Vi skal gennem den Caledoniske Kanal, hvor vi bl.a. krydser Loch Nes - så må vi se, om vi får øje på Nessie. Vi skal opleve det fantastiske skotske højland og sejle gennem sluser, inden vi krydser over til Nordirland og Belfast.

Togt 2

- enkelte pladser

Togtet starter i Dublin. Herfra sejler vi sydover langs den smukke irske østkyst. Hvad vi vil besøge, bliver vi enige med hinanden og vejrguderne om. Vi bruger noget tid i Cork, både på at opleve byen, men også til at proviantere til det lange stræk til Porto/Maderia. Turen er knap 1200 sømil, så vi venter på det rigtig vejrvindue til de ca. 8-10 dages sejllads.

Den sidste del af togtet bruger vi på at opleve lille Porto, der er naboø til Maderia inden vi slutter af med at udforske Maderia.

 

Togt 3

Trænger du til at kommer væk fra efterårets regn og rusk og vil du have sol og varme - tæt på DK?

Vil du opleve opleve Grand Canaria og Tenerife fra søsiden?

Vi skal udforske den spændende natur, hyggelige byer, besøge vandland og alt der i mellem - alt efter hvad der er stemning for. Med plads til både afslapning og kortere sejladser. 

Togt 4

- én enkelt plads

Vi starter med at sejle til skønne La Gomera, som selvfølgelig skal udforskes mens vi venter på det rigtige vejrvindue, inden vi stikker sydpå til Kap Verde.

Efter 750 sømil og 5-6 døgn ankommer vi Sal som skal opleves inden vi  besøger vi flere af de andre øer i øriget. Der vil masser af muligheder for at ligge i små ankerbugter, snorkle og opleve naturen. Vi slutter på Sao Vicente, hvorfra vi besøger den grønne og smukke Sao Antao, der er helt anderledes end de andre øer.

Togt 5

- ikke flere pladser

Her venter turens længste stræk på ca. 2000 sømil.

Når det rigtige vejrvindue kommer, sætter vi sejl.

Hvis du altid har drømt om at krydse Atlanten, så har du nu chancen.

Undervejs er der rig mulighed for at se den fantastiske stjernehimmel. Måske får vi også besøg af delfiner og flyvefisk. Der er også gode chancer for at få fisk på krogen. 




Togt 6

- ikke flere pladser

Familien er på besøg hjemmefra, så ingen ledige pladser.

Togt 7

- én enkelt plads

Vi sejler rundt blandt de fantastiske små Grenadiner, der har et utal af smukke snorklepladser, frodig natur og hjælpsomme lokale.

Vi tager det stille og roligt og har god tid til at udforske de små steder vi ligger. Hvilke øer vi skal besøge beslutter vi sammen, under hensyntagen til vind og vejr.


Togt 8

- ikke flere pladser

Vi sejler fra franske Martinique, op til Dominica og videre til Guadaloupe.

Vi skal besøge smukke strande, frodig regnskov. Bade og snorkle i det krystalklare vand.





Togt 9

- ledige pladser

Vi ø-hopper hele vejen til Grenada. Her bliver god mulighed for at opleve de små forskellige ø-stater. Vi skal både snorkle og bade, opleve regnskov og små hyggelige byer.

Hvor vi lægger anker bliver vi enige om i fællesskab, selvfølgelig under hensyntagen til vind og vejr



Togt 10

- mulighed for god pris

Turens sidste togt, hvor vi skal på land på Trinidad.

Vi starter på Grenada, også kaldet Spice Island. Vi skal opleve øens frodige natur og bl.a. se vandfald og vilde aber, inden vi sejler til uberørte Tobago. Her er god mulighed for at bade, snorkle og slappe af. 

De sidste 10 dage (ca) skal båden gøres klar til at komme på land. Hvis man vælge at deltage i det, skal der naturligvis ikke betales køjepenge for de dage, samtidig refunderes der køjepenge for tilsvarende antal dage man hjælper til. 


Vil du være gast på Avanti?

Er langturssejlads noget for dig?

Er du interesseret i at blive en del af vores fællesskab? Uanset din alder eller baggrund søger vi gaster, der vil engagere sig aktivt i vores hjem. Vi forventer selvfølgeligt, at alle bidrager med deres bedste til fælles opgaver såsom madlavning, rengøring, opvask og vedligeholdelse af båden.

Der kræves umiddelbart ingen sejlererfaring for at komme med ombord, men det er vigtigt at have lysten til at lære det, da der vil være mange sejltimer for alle, uanset togt.

Derudover er det vigtigt, at du hjemmefra gør dig nogle overvejelser omkring det at skulle bo på en båd. Vi bor tæt og går op og ned ad hinanden i lange perioder, hvilket ikke er for alle. Det er derfor vigtigt at mærke efter, om det er noget for dig, inden du sender en ansøgning afsted.

Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at skabe et godt hold af mennesker, der skal sejle med os. Derfor skal du ikke holde dig tilbage med både vigtige og finurlige informationer om dig selv. Jo mere vi ved om dig, jo nemmere er det at finde ud af, om Avanti er det rette valg for dig.

Hvem er du?

Du drømmer om at tage på langturssejlads med alt, hvad det indebærer af smukke og unikke destinationer, dagliglivet ombord og fællesskabet samt skibets vedligeholdelse. Du vil gerne møde nye kulturer, lære deres skikke at kende og udforske nye steder. Samtidig har du lyst til at være en del af et sejlende fællesskab.

Du er en social person, der nyder at være omgivet af andre. Du deltager gerne i spilaftener, skåler med os andre, når vi ønsker solen godnat, og er altid klar til en udflugt i løbet af dagen.

Du er god til at tilpasse dig – tingene går ikke altid som planlagt på havet, især da vind og vejr påvirker vores sejlads, og tingene ombord ind i mellem kræver reparation. Det er ikke nødvendigt, at du kan sejle, når du stiger ombord, men det er vigtigt, at du er lærevillig og har gå-på mod.

Du formår at bevare dit gode humør, selv når tingene ikke går som forventet. Vores erfaring viser, at alle havets oplevelser, både de gode og de mindre gode, er med til at skabe et særligt og unikt sammenhold ombord.

Værd at vide, hvis du vil med som gast

Hverdagen ombord

At deltage som gast ombord på Avanti indebærer ikke, at du bliver sejlet rundt, men at du aktivt deltager i sejladsen. Det betyder, at alle ombord bidrager til skibets opgaver i fællesskab. Dette inkluderer dagligdags pligter som madlavning, indkøb og rengøring, samt hjælp med reparationer og vedligeholdelse når det kræves. Et værdifuldt fællesskab, hvor alle hjælper til, er essentielt for at nyde og lykkes med langturssejladsen.

Når du befinder dig ombord på et skib, vil du opdage, at privatlivets fred er begrænset i forhold til derhjemme. Det er vigtigt at være indstillet på, at der er mere fællesskab, og det kræver åbenhed i samværet med andre. Alle har brug for tid for sig selv, og det er naturligt. Sejlerfællesskabet indebærer derfor også respekt for andres behov for alenetid - om det er i kahytten, forrest på skibet eller på land. Vores ønske er, at alle ombord skal føle sig velkomne og trygge, så hvis der opstår uoverensstemmelser, er det vigtigt at tale ud og løse eventuelle problemer.

Livet ombord på Avanti er simpelt, men på mange måder også anderledes end din normale hverdag. Vi sparer på både ferskvand og elektricitet, da vi producerer begge dele ombord, men i begrænsede mængder. Vores fokus er også at respektere den natur, vi udforsker, hvilket betyder, at vi stræber efter at generere så lidt affald som muligt. Det kan resultere i lidt mere kreativitet ved middagstid eller at genbruge tøjet lidt længere, end vi normalt ville gøre. Hos os handler det om at værdsætte ressourcerne og vores omgivelser, mens vi nyder vores eventyr sammen.

Vi holder af at nyde en kold sodavand eller sundowner på ankerpladsen, og vi holder også til tider en fest, men vi er en familiebåd - ikke en party-båd. Vi indtager aldrig alkohol, når vi sejler.

Alt i alt forventer vi, at du:

  • har lyst til at være en del af et tæt fællesskab
  • bidrager til de praktiske opgaver ombord
  • rydder op efter dig selv
  • respekterer andres behov for at trække sig
  • kan indordne dig en hverdag med begrænsede ressourcer
  • respekterer Avantis nul-tolerance for stoffer

Økonomi

Alle ombord på båden betaler et køjebidrag. På togt 1 - 4 er køjebidraget 250 kr pr person pr døgn. Fra togt 5 og frem stiger bådforsikringen, og derfor stiger køjebidraget til 300 kr.

Køjebidrag er den del af bådens økonomi, der bidrager til forsikringen, reparationer og reservedele, når uheldet er ude. Det går også til et løbende vedligehold af sikkerhedsudstyr og til generelt vedligehold af båden.

Derudover betaler alle også til fælleskassen, der går til mad, benzin, diesel, havnepenge, indklarering mm. Det ligger i omegnen af 3.000-5.000 kr om måneden. Beløbet til fælleskassen afhænger meget af, hvor i verden vi befinder os, da priserne kan være meget svingende. Der oprettes en gruppe på MobilePay, hvor vi deler udgifterne så alle kan følge med i regnskabet. På det 1. togt, hvor vi skal igennem  Caledoniske Canal og Crinan Canal, er der  en ekstraudgift på ca. 1000 kr pr. person.

Lommepenge eller "øvrige udgifter" er den udgift, hvor du selv vurderer, hvad du har behov for. Det er meget forskelligt, hvor mange penge man hver især vil bruge på øl/vand, snacks, is, souvenirs, gaver mm. "Øvrige udgifter" indebærer også oplevelser på land, restaurantbesøg mm.

Derudover skal du naturligvis medregne penge til flybilletter, rejseforsikringer, vacciner der anbefales til det enkelte område, transport, visum mm. Det er desuden en god ide at have plads i økonomien til uforudsete udgifter.

Hvis du/I og vi efter gastesamtalen synes, at der er et godt match, og du tildeles en plads ombord, reserverer du/I din/jeres plads ved at indbetale et depositum svarende til 30 dages køjebidrag (7500 kr. på togt 1-4 og 9000 kr. på togt 4 og frem).


Fleksibel rejseplan og luft i budgettet

Når man er på langturssejlads, er man 100% afhængig af vind og vejr. Hvilket har betydning for mulige destinationer og den mere detaljerede rejseplan.

Vi bestræber os på at holde fast i det udmeldte på- og afmønstringssted, men da vejret og sikkerheden er bestemmende for sejladsen, forbeholder vi os retten til at ændre på- og afmønstringssted med kort varsel. Det betyder, at gaster skal være fleksible ift. deres rejseplan, og vi forventer, at gaster har luft i rejsebudgettet til at tage højde for den slags ændringer.

Rejseforsikring

Det er et krav at alle, der sejler med, har en rejseforsikring. Avanti har en ansvars- og ulykkesforsikring, som dækker alle ombord i forhold, som har med sejlads eller båden at gøre. Men i alle andre forhold er det nødvendigt at have en rejseforsikring.

Er det nødvendigt at have sejlererfaring?

Som gast behøver man ikke at være verdensmester i at sejle. Vi har haft flere uerfarne folk med ud og sejle  og det har ikke givet anledning til problemer. Det allervigtigste for os er, at du har lysten og modet til at lære at sejle og prøve kræfter med en helt ny verden på havet. Vi elsker at lære fra os, og om du er nybegynder eller rutineret sejler, så gør vi vores bedste, for at lære dig alt vi ved om sejlads og det at leve tæt ombord på en båd.

På mange togter vil der være en del døgnsejladser, altså hvor vi sejler i flere dage i træk. Vi vil køre i vagthold hele døgnet, hvorfor man som gast skal være forberedt på at få forstyrret sin nattesøvn. Man vil som gast altid komme på vagthold med én med sejlerfaring, indtil man er komfortabel og erfaren nok til at gøre det enten sammen med en anden gast eller tage en nattevagt alene, hvis man har mod på det.

Sejlads

Pakkeliste og plads i bagagen

Generelt har man brug for meget få ting, når man sejler rundt i de varme lande. Til de første togter er det dog vigtigt med varmt og vandtæt tøj. Du bliver nok overrasket over hvor få ting, du får brug for ombord. Vi har lavet en pakkeliste, som du/I får tilsendt inden du rejser mod Avanti.

Mange varer og reservedele er enten utroligt dyre eller umulige at opdrive udenfor Danmarks grænser. Derfor håber vi, at man som gast har lidt ekstra plads i sin bagage til Avanti, så vi, hvis behovet opstår, kan få fat i de reservedele og nødvendigheder, der er forudsætningen for at kunne fortsætte sejlereventyret.

Det med småt…

  • Når depositummet er modtaget, i forbindelse med aftaleindgåelsen (7.000 kr. svarende til 30 dages køjepenge på togt 1 - 4 eller 9.000 kr. på 4 og frem), er du som gast, sikker på en plads på båden.

  • De resterende køjepenge skal indbetales på skibets konto inden du/I påmønstrer båden.

  • Hvis du melder fra på et togt, tilbagebetales depositummet kun såfremt det lykkes at finde en ny gast til det pågældende togt.

  • Hvis du vælger at afmønstre før tid, tilbagebetales køjepengene kun såfremt det lykkes at finde en anden gast i den resterende periode.

  • Hvis en gast bedes om at afmønstre før tid, tilbagebetales køjepengene fra den dag, der afmønstres.

  • Der er absolut nul-tolerance for stoffer - uanset om man er i land eller på båden. Hvis det opdages, at man alligevel indtager stoffer, bliver man bedt om at afmønstre med det samme og køjepengene tilbagebetales ikke.

  • Når vi har aftalt din deltagelse på et togt, har vi aftalt dato og havn for af- og påmønstring. Jeg gør altid alt, hvad jeg kan for at nå den aftalte havn til aftalt tid, men det kan hænde, at Avanti alligevel bliver forsinket eller må ændre af-/påmønstringssted. I så fald dækker du selv eventuelle uforudsete udgifter.

  • Du skal have rejseforsikring, som dækker sygdomsbehandling og hjemtransport. Kopi skal fremsendes inden du påmønstrer.

  • Ved påmønstring skal du medbringe pas, som er gyldigt mindst seks måneder efter planlagt afmønstring.

  • I tilfælde af sygdom eller ulykker skal der på forhånd oplyses en kontaktperson, som kan kontaktes, hvis det bliver nødvendigt.


Send os en mail, hvis du vil med på eventyr!

Vi holder løbende samtaler

Kontakt os

Skriv endelig hvis du har spørgsmål.

Ansøg om gasteplads

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Medlem af Foreningen Til Langtursejladsens Fremme